tirsdag den 4. december 2012

Ghettoblasters

En seriøs ung mand. 26-årig diplomingeniør med en master på vej og en drøm om at erobre den internationale scene indenfor sit fag. Og det hele startede i Skovparken, hvortil Mustafa Niazi kom med sine afghanske forældre for 8 år siden.

- Skovparken har et meget internationalt miljø uden så mange barrierer og fordomme. Da jeg kom hertil, kendte jeg kun danskere og afghanere. I Skovparken mødte jeg et væld af andre kulturer og religioner, og det fascinerede mig. Det var helt sikkert Skovparken, der inspirerede mig til at vælge en international uddannelse, fortæller han.

Føler sig hjemme blandt forskellige kulturer
Den videregående uddannelse, Mustafa Niazi valgte, hedder Global Business Engineering. Den har allerede ført ham til flere studieophold i udlandet, og vil sandsynligvis også sikre ham en fremtid, der ikke er bundet til et bestemt land.

- Jeg ser mig først og fremmest som international, og derefter som afghaner og dansker. Jeg føler mig allermest hjemme, når der er folk fra mange forskellige kulturer omkring mig, fortæller han.

At Mustafa Niazi har taget en længere videregående uddannelse, burde der ikke være noget opsigtsvækkende ved. Han kommer fra en familie af højtuddannede og i det hele taget en afghansk kultur, hvor uddannelse vægtes højt. Alligevel oplever han, at nogle etniske danskere bliver overraskede over hans uddannelsesniveau.

Ingen mønsterbryder
- Der hersker vel en fordom om, at alle os fra Skovparken er taxachauffører og pizzabagere og sorte arbejdere. Sådan forholder det sig slet ikke. Langt de fleste unge, jeg kender, er i gang med at uddanne sig, siger han, og kan blandt andet fortælle, at hans fem søskende alle er i gang med eller har færdiggjort en uddannelse.

I efteråret rejste han til Newcastle for at gennemføre endnu et uddannelsesophold og dygtiggøre sig i sit fag. Men han kommer hjem igen.

- Jeg holder meget af Skovparken, og jeg vender helt sikkert tilbage. Det er en perfekt base at starte min internationale karriere fra. Et socialt, trygt og multikulturelt sted med plads til alle, siger han.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar